Brimheim om ‘favorite day of the week’

Updated: Oct 7, 2021

Kort tid efter udgivelsen af den fantasy-inspirerede musikvideo ‘poison fizzing on a tongue’ er Brimheim allerede klar med sin næste single ‘favourite day of the week’. Du kan læse meget mere om singlen i interviewet her.



































Cred: Hey Jack


Hvad er inspirationen bag sangen?

»‘favourite day of the week’ handler om, hvordan man nogle gange kan snuble lidt i de tidlige stadier af en romantisk relation. Man vil så gerne hinanden, men har måske ikke tunet sig ind på hinandens behov og kærlighedssprog endnu. Man er opslugt af sin egen selvfortælling, og tænker på sig selv først. Det tager noget tid at opbygge den tillid der skal til for at have en sund og dyb relation – især hvis man har andre ting at bokse med eller er blevet brændt før«.


Hvad håber du, at lytteren får ud af at høre sangen?

»Jeg håber at lytteren føler sig båret af alle de lækre detaljer i produktionen og selvom ‘favourite day of the week’ rummer nogle af mine mindre direkte tekster – sangen er mere som et indforstået brev end et tydeligt optegnet plot – så håber jeg, at lytteren føler sig fanget af små iørefaldende sætninger og arrangementsfinesser, der dukker op hist og her. Og at de får lyst til at dykke ned i stemningen og historien via de detaljer. Jeg er selv helt vild med det kanonagtige sidste omkvæd hvor både omkvæd, bro og en bid af versmelodien bliver sunget oven i hinanden«.

»Vi har forsøgt at kombinere en ret blæreagtig lækkerhedslyd med den melankoli, der som oftest er til stede i al den musik jeg laver, og jeg er selv ret glad for den atmosfære, det skaber på det her nummer. Det er rytmisk groundet men rækker ud i de højere luftlag«.


På hvilken måde passer sangen ind i temaet på dit kommende album?

»Can’t Hate Myself Into a Different Shape’ handler meget om forskellige nuancer af det at leve med psykologisk smerte, og den her sang beskriver, hvordan man i relationer kan komme til at såre andre, især en partner, fordi al ens overskud er brugt op. Man kan komme til at handle på ret egoistiske måder, når man er fanget i sin egen selvfortælling«.


Er der noget særligt, du vil fremhæve ved sangen?

»Da vi begyndte at arbejde på sangen, lød den meget mere som soundtracket til Drive end det moderne take på 70’ernes soft rock, som den endte med. Men efter at min ven Austin gav sit bud på en baslinje (hele vejen fra Montreal), så min producer Søren og jeg sangen i et nyt lys, og begyndte at omarrangere det. Det blev til nye akkorder i omkvæd og tilføjelsen af klaver for eksempel. Vi endte med ikke at bruge Austins riff, men hans bidrag forvandlede sangen totalt alligevel. Der er dog stadig ting tilbage fra de første produktioner. Trommerne og den lange reverb på vokalerne. Jeg synes, at blandingen af lyde giver sangen noget helt særligt«.


‘Favourite Day of the Week’ udkommer d. 7. oktober via W.A.S. Entertainment