Girlcrush: Det er okay ikke at kunne leve op til samfundets forventninger

Updated: May 18

Et usædvanligt hårdt forår for medlemmerne af girlcrush blev udgangspunktet for deres kommende debutalbum, der forsøger at nedbryde stigma om psykisk sårbarhed. Med deres debutalbum,ønsker girlcrush at understrege vigtigheden i at tale om psykisk sygdom og samtidig sige, at det er okay ikke at leve op til samfundets normer og presset fra omverdenen.

Cred: Sofi Hellberg Olsson


For girlcrush’ medlemmer; Andrea, Marie og Nat, har foråret været svært. De har haft både depressioner, skizofreni og sygemeldinger helt tæt ind på livet. Selvom det har fulgt dem i en stor del deres liv, har de tre bandmedlemmer især under den udmattende lange Corona-nedlukning, været påvirket af psykiske lidelser mere end nogensinde før.


Følelsen af at være isoleret med sig selv og sine egne tanker, er nok genkendelig for de fleste – og faktisk tror bandet, at psykisk sårbarhed er noget, der påvirker langt flere end man tror.

”Der er flere end man tror, som har de her problemer. Man kan ikke se på folk, om de har en psykisk sygdom, og derfor er det her album så vigtigt for os. Albummet indeholder alle mulige forskellige måder at snakke om psykisk sygdom på, både alle de triste og svære følelser, men også de sjove og ironiske.”

Det er altså med nerverne uden på tøjet, at girlcrush udgiver deres debutalbum, i kølvandet på et gråt forår. De åbner op for en mere skrøbelig og sårbar side af sig selv, med et ærligt og stærkt indblik i livet med psykisk sygdom. Med en drøm om at normalisere psykiske problemer, har girlcrush gjort deres musik til et tilflugtssted, bestående af samhørighed og forståelse, som de ikke har mødt andre steder:

”Girlcrush betyder alt for os – det med at skabe noget sammen med dem, som er blevet vores bedste venner er så fedt. Vi er næsten enige om alting, og vi har fået et fælles sprog. Vi forstår næsten altid, hvad hinanden mener. Det er ikke noget vi har oplevet andre steder i vores liv”

Et fristed i alt det svære

I den svære periode af deres liv er Andrea, Marie og Nat blevet klar over, hvor meget deres band og musikken betyder for dem i deres hverdag. De bruger hinanden enormt meget og lukker hinanden ind i et nærværende og trygt rum, fyldt med sympati og omsorg:

”Jeg kan klart mærke, at når jeg har det dårligt, så hjælper det mig helt vildt at spille musik. Det er bare det største fristed for mig. Det er der, hvor jeg kan smide alle mine tanker og bare fokusere på at lave et produkt”, fortæller Andrea.

Med deres debutalbum, inviterer girlcrush os alle ind i deres personlige og sårbare rum, hvor intet forbliver usagt. En angstprovokerende, men nødvendig invitation, man ikke kan andet end at tage ydmygt imod. For girlcrush er budskabet at stå ved sig selv og sin psyke og finde en måde at bearbejde livets knubs på, hvad end det er at gå til psykolog eller at lave musik – måske nogle gange begge dele.

”Det føles forløsende at spille en sang, som handler om de svære ting, man selv har gået igennem, fordi man får det ud af kroppen. Det der med at snakke eller synge om nogle svære ting, og komme ud med dem, gør at det fjerner sig fra ens egen krop og man kan pludselig se på dem udefra. Man eksternaliserer følelserne og kan fokusere på noget andet, netop fordi de svære ting ikke længere har samme magt over én. Man har gjort dem mindre farlige ved at bearbejde dem gennem musikken”.


Girlcrush’s debutalbum 'I Don't Feel So Good' er ude d. 2. juni via W.A.S. Entertainment.