girlcrush om 'Dysphoria! At the Psychward'

6. maj udgiver girlcrush singlen 'Dysphoria! At he Psychward', der på fineste vis fortæller om bandets guitarist Nat og deres oplevelser med kønsdysfori. Læs meget mere om sangen i interviewet her.




‘Dysphoria! At the Psych Ward’ hedder sangen. Hvad betyder dysfori i den her sammenhæng?

»Dysfori, eller mere specifikt kønsdysfori, er den smertefulde følelse, nogen af os transpersoner oplever ved ikke at blive set som det køn vi er. Dysfori kan blive triggered af sociale faktorer såsom normative kønsroller, fejlkønning eller deadnaming, eller biologiske faktorer; for eksempel oplevelsen af, at man ikke identificerer sig med sin egen krop. Smerten kan afhjælpes ved, at der bliver brugt det passende sprog, ved at have mulighed for at præsentere sig som sit autentiske jeg og/eller ved at tilpasse sin biologi ved hormonbehandling eller kønsbekræftende operation.«


»Dysfori opleves i forskellig grad og udtrykker sig forskelligt. ‘Dysphoria! At the Psych Ward’ udtrykker derfor kun min egen oplevelse af dysfori, som især handler om afsky til min egen krop og om ensomhed«.



Har sangen et særligt budskab eller en følelse, der formidles?

»I sangen formidles oplevelsen af dysfori og den smerte, ubehag og fremmedgørelse af sig selv og andre, det bringer med sig. Ensomheden i at blive mødt med skepsis og uforståenhed overalt; også i psykiatrien, hvor man er allermest sårbar, gør mig opgivende, ked af det og vred.«



Hvad betyder sangen for jer?

»For mig er sangen en måde at fortælle om min oplevelse af at blive fremmedgjort. Det er mig, der tager plads, samtidig med, at jeg gør mig sårbar. I virkeligheden er det mig, der prøver at overkomme mistilliden til samfundet og andre mennesker og måske komme ensomheden en lille smule til livs.«


'Dysphoria! At the Psychward' udkommer d. 6. maj gennem W.A.S. Entertainment.