Girlcrush om ‘Lucky’

Girlcrush er klar med deres første single ‘Lucky’ fra deres kommende album. ‘Lucky’ udkommer den 22. oktober og er en catchy, men flabet sang, der gør op med romantiseringen af at date en med psykiske problemer. Alt det kan du læse mere om i interviewet her.

Cred: Sofi Hellberg Olsson


Hvad er inspirationen bag sangen?

Andrea: »Sangen handler grundlæggende om, hvordan nogle mennesker synes det er sødt, at man er psykisk syg. Første gang jeg blev opmærksom på den her romantisering af psykisk ustabile mennesker var i film og tv. Den såkaldte ‘Manic Pixie Dream Girl’. Derudover er jeg også opvokset med Tumblr, hvor romantiseringen især var tydelig på billeder og opslag om depression, angst og spiseforstyrrelser. Jeg har oplevet mange, især mænd, som synes det er lidt spændende at date en ‘pige med issues’, og som synes det er sødt, at man er lidt crazy. Sikke et held...«.


Hvad håber I, at lytteren vil få ud af sangen?

»Sangen er et spydigt og flabet modsvar til dem, der synes det er lidt spændende at date en, der er psykisk syg. For når det kommer til stykket, kan de ofte slet ikke håndtere den hårde og grimme virkelighed, som et liv med psykisk sygdom indebærer«.


Andrea: »Jeg håber, at dem som kan relatere til at blive romantiseret på denne måde, får et lille smil på læben. Og jeg håber, at dem som romantiserer psykisk sygdom får lyst til at reflektere over deres måde at se verden på. Og at de indser, at mennesker med mentale udfordringer er meget mere komplekse end blot stereotyper«.


Hvordan hænger sangen sammen med jeres kommende album?

»Hele vores album har et overordnet tema, som kredser om psykisk sygdom. Alle sangene handler om forskellige aspekter og følelser i forhold til dette emne, nogle sange er mere stille og følsomme, hvor andre er flabede som denne«.


Er der andet, I gerne vil fremhæve ved nummeret?

»Vi har som noget nyt lagt synths på dette nummer, hvilket gør lydbilledet lidt mere storladent og “fyldt ud”, hvor der tidligere var meget plads mellem de ret få virkemidler (sang, bas, guitar og trommer). Synthen er spillet af Nat og er inspireret af The Cure og new romantic synthpoppen fra 80’erne«.

‘Lucky’ udkommer den 22. oktober 2021 gennem W.A.S. Entertainment.