• W.A.S. Entertainment

GRETA om ‘Vibrant’

Greta har tilbragt Corona-pandemien i en toværelses lejlighed med sin mand, og det har skabt den forelskede, sitrende popsang ‘Vibrant’. Læs mere om GRETAs tanker om nummeret i interviewet her.

Hvad har inspireret dig til at skrive nummeret?

»Vibrant handler om to mennesker, der elsker hinanden, og som er spærret inde under lockdown. Det handler om følelsen af, at realitet og virkelighed flyder sammen, at miste tidsfornemmelsen, blive rastløs og få trang til mere. Både af hinanden men også af livet. Stor kærlighed og forbundethed og samtidig en fælles trang, lyst, længsel efter at danse, elske og flygte. Sangen rummer både frustrationen over, at verden ikke er den samme længere, og en hungren efter noget nyt«.

Hvad ønsker du, at en lytter skal få ud af at høre nummeret?

»Jeg håber, at lytterne kan mærke både euforien og længslen i sangen, og at den kan give dem lyst til at danse og drømme sig væk. Den kan forhåbentligt være en kort eskapisme for en stund«.

Hvordan lægger nummeret sig i forlængelse af dit seneste album, ‘Ardent Spring’? Og hvordan peger det frem mod noget nyt?

»’Vibrant’s drømmende vibe kunne sagtens være en del ‘Ardent Spring’. Men alligevel peger den fremad mod noget nyt, der på én gang er lettere og tungere end ‘Ardent Spring’-sangene. ‘Vibrant’ er lidt mere fokuseret og ligeud og produktionen er endnu mere minimalistisk og computerspilsagtig«.

Er der andet, som du synes, der er vigtigt at fremhæve ved nummeret?

»Den kitschede 80’er-bas, bærer hele sangen! Og så har jeg skrevet sangen hjemme i min lejlighed, hvor jeg lå i min seng, stirrede op i loftet og sang direkte ind i min computer. For mig er det et øjebliksbillede på en tid og en følelse, vi aldrig kommer til at glemme igen«.