Kamma om ‘Crying Again’

Updated: Mar 8

Den 18. marts er Kamma ude med singlen ‘Crying again’ fra sit kommende debutalbum ‘Diary’. Singlen handler om at rive sig fri af sorgens tunge greb, og vinde sin frihed og livet tilbage, ligesom Kamma med sangen italesætter, hvordan tårer har en forløsende effekt. Læs mere om ‘Crying Again’ i dette interview.

Cred: Sofi Hellberg Olsson


‘Crying Again’ hedder sangen – græder du tit?


»‘Crying again’ afspejler meget levende, hvordan de seneste par måneder har været for mig, både privat og som kunstner, sangskriver og artist. I perioder græder jeg ofte, måske kortvarigt, opgivende eller i vrede. Eller måske fordi jeg bliver rørt eller forløst i et minde, en sang eller sætning, der åbner op for tanker om fortid og fremtid.«


»Min mor døde i midten af december måned 2021. Hele mit kunstneriske virke udspringer fra min personlige fortælling om sorgen over hendes skæbne, og dermed også min egen, som barn af en kronisk syg forælder. Ovenikøbet en forælder, der i kraft af sin diagnose ændrede sig enormt meget i løbet af de hele 12 år, hun nåede at være syg, før hun gik bort.«


»At græde kan være helt ekstremt forløsende. Det kan føles livsnødvendigt i visse øjeblikke – både de mørke og de lyse. Sådan har det også været efter jeg mistede min mor. En oplevelse der på mange måder var både utroligt overvældende, sørgmodig og hård, men også meget frigørende. For pludselig var jeg virkelig ikke bundet af hendes narrativ. Som jeg synger i ‘Crying Again’, så kan kan man, når man har mistet, indimellem fuldkommen glemme at den man har mistet engang var i live, og at livet med ét blev forandret. Men så indhenter kroppen og sindet sig selv indenom, og disse følelser samler sig i tårer. Jeg tror det er sundt at græde, og skammer mig ikke over det. Det kan være opslidende, men også enormt smukt.«


Hvad handler sangen om for dig?


»For mig handler Crying again om at forsøge at vende tilbage til livet efter man har mistet, og efter man har oplevet en sorg. Om det er at miste en forælder, som jeg selv har oplevet, eller om det er at miste en kæreste, der går fra én, eller en ven, der ikke længere ønsker det samme tætte bånd som før – alle disse situationer kan skabe en følelse af før og efter. En form for lykkelig forglemmelse, hvor man i korte øjeblikke vrister sig fri af sorgens greb, og føler sig glad og fri, danser med sine venner eller ryger trøstesmøger. Men så lige pludselig, som et lyn fra en klar himmel, er realiteten tilbage, og så rammer gråden. Overvældelsen over, at det menneske man sørger over, jo faktisk var lige der, hvor de ikke længere findes.«


Jeg ved, at den sidste tid har været enorm hård for dig. Hvordan føles det at lave musik i en så sårbar periode?


»Det føles på mange måder som det eneste jeg kan gøre… Lige i dagene op til min mor døde, kunne min krop og stemme pludselig ikke mere. Jeg kunne ikke længere forme de toner, jeg var blevet så vant til at høre, og mine ord føltes helt utilstrækkelige, fordi det jeg oplevede, var så overvældende og helt anderledes, end noget andet jeg nogensinde har prøvet. Men så kom alle sangene og ordene tilbage til mig. Allerede dagen efter hun var død, måtte jeg skrive ned og indspille memoer på min telefon. For alle de tanker, sætninger og følelser skal placeres et sted, ellers kan jeg slet ikke være i mig selv. Og så kunne jeg heller ikke være noget for andre. Som en slags musikalsk, sårbar dagbog, der bare venter, og åbner sig med tusinde skatte indeni. Sådan håber jeg, det bliver at lytte til mit debut album “Diary”, som mere end noget andet jeg har skabt tidligere, bliver en samling af alt det min hjerne og stemme har gemt på det seneste års tid. Crying again er et meget jordnært og present stykke musik fra den samling.«


‘Crying Again’ udkommer d. 18. marts gennem W.A.S. Entertainment.