• W.A.S. Entertainment

Kamma om "Heartbroken"

Den 26. marts 2021 er Kamma klar med singlen “Heartbroken” - den anden single fra hendes kommede debut EP, "Momentary Emotions", der er skrevet og produceret i samarbejde med Sune Rose Wagner (The Raveonettes, Psyched Up Janis). Læs mere om tankerne bag nummeret i dette interview med sangerinden.

Foto: Cover art til "Heartbroken".


Hvad har inspireret dig til at skrive nummeret?

»‘Heartbroken’ er en helt særlig sang for mig. Det er i mine ører den bedste sang, jeg har skrevet indtil nu. På min kommende EP, ‘Momentary Emotions’, repræsenterer den hjertesorgen, der har været særligt gennemgående for mig personligt de seneste år.


Jeg skrev sangen en dag, hvor jeg sad og spillede tilfældige akkorder på klaveret. Jeg lod mig rive med af den udefinerede og rolige stemning af ikke at have travlt, ikke at skulle nå et bestemt mål. Det er en ganske anden måde, end jeg tidligere har arbejdet med min sangskrivning.


Jeg havde haft brudstykker af melodien liggende i mit sind i et par uger, og ordene, jeg satte til melodien, fandt vej ud fra mine egne tanker om døden, som jeg vender tilbage fra tid til anden. Vi skal alle sammen dø, men jeg ved, at det ikke er alle, der tænker over det faktum på samme måde, som jeg gør. Døden kan være skræmmende, synes jeg. Men den er også en realitet, jeg har skulle forholde mig til i store dele af mit liv. Når du lever livet tæt på et menneske med en kronisk sygdom, bliver din forståelse af døden fasttømret til dem. Du ved, også som ung, at du en dag vil miste dem. Og de følelser ville jeg rigtig gerne sætte ord og musik til. Det er noget, som mange lever med og tænker på hver eneste dag, og det bliver kun mere neutralt ved, at vi taler højt om det.«


Hvad ønsker du, at en lytter skal få ud af, at høre nummeret?

»Teksten i ‘Heartbroken’ sætter ord på de følelser, som for mig er svære at tale med særligt mange andre mennesker om. Jeg kender efterhånden mange mennesker, der har mistet en de elskede, og som har været tæt på sygdom og døden. Denne her sang er skrevet til dem.


I omkvædet synger jeg: “I think of Pretty Flowers for your grave/when I see you smile/I think about all of those decisions/You made in this long life”. Der er en dobbelthed i teksten – en alvor i allerede at befinde sig i bevidstheden om, at det menneske, man elsker, skal dø, og derfor forestille sig en fremtid, hvor man skal købe smukke blomster til deres grav. Der er en alvor og en forundring over, hvor langt, og samtidigt hvor utroligt kort, et liv føles. Alle de tanker, følelser og store beslutninger som den person, der skal dø, har skulle forholde sig til. Forståelsen af at man selv en dag skal væk herfra, og at de overvejelser, der i nuet kan virke så vigtige og fuldkommen afgørende, med et bliver til et sekund på en livsrejse. Efter døden kommer sorgen og følelsen af det evige tab, som man altid vil bære med sig. Men samtidigt synes jeg, at der er noget smukt i at tænke på at passe en grav, gøre sig umage og omhyggeligt tage sig af det minde, som den elskede efterlader. Selvom éns hjerte bliver knust i sorgen, må vi lære at være til stede i og tale åbent om døden og de sorgrejser, som vi alle skal på – i forskellige former – på et tidspunkt.


I de to vers er fornemmelsen for mig mere svævende og let, og da jeg skrev mit vers, tænkte jeg meget på de drømme, jeg har, hvor jeg tænker på min mor, der er meget syg, og som snart skal dø. I mit hoved findes hun på en måde et sted, der ikke er den fysiske verden – en slags drømmeland. Og der kan vi tage hinanden i hånden og mærke hinandens varme. Jeg ønsker både at fortælle om den drømmetilstand, og det der så sker, når man ser den døende og ved, at de snart går bort. Ved at man snart skal stå ved deres grav med de smukke blomster.«


Hvordan hænger nummeret sammen med dit projekt?

»Mit projekt handler om at stå ved sine følelser og grænser. ‘Heartbroken’ er med til at sætte tekst til tanker og følelser, som er svære at sætte præcise ord på, og som for mig fik et frirum, da de blev skrevet sammen til en tekst. Melodien satte ordene fri, så de kunne danse henover det tungere beat, der for mig sætter fokus på kontrasten mellem det tunge (døden) og det lettere i versene (drømmelandet). For mig er Kamma en figur, der er vokset ud af mine mange timers dagdrømmeri, og jeg finder stor inspiration i drømme – både dem jeg har om natten, og dem jeg befinder mig i om dagen. Nummeret er for mig en smuk sammensmeltning af de rockede elementer og det smukke melodiske synth univers, der skaber rum til den poppede melodi.


Jeg præsenterede nummeret for min producer Sune Rose Wagner, og han syntes om atmosfæren og teksten, og ville gerne synge med. Sunes vers giver nummeret en fornemmelse af at svæve langsomt henover de buldrende trommer og havet af synthesizer. Det handler om at møde den, man savner og tænker på, og se deres ansigt eller mærke deres varme hånd i sin. Om den kontakt man savner så inderligt, når de ikke er her mere.«



Er der andet, som du synes, der er vigtigt at fremhæve ved nummeret?

Jeg synes, at kompositionen og dynamikken i nummeret spiller utroligt smukt sammen. Jeg er altid glad for, at der både kan grædes svære tåre og danses følelser ud til mine sange. Jeg synes bestemt, at ‘Heatbroken’ giver plads til begge dele. Jeg er utroligt stolt over at synge duet med Sune Rose, og jeg er rigtig glad for, at han kunne se kvaliteterne i netop denne sang, som jeg selv er så stolt af.


  • Instagram
  • Facebook
  • YouTube
  • TikTok

© W.A.S. Entertainment 2021. All Rights Reserved.