• W.A.S. Entertainment

lil cat om singlen "i wanna die with you (tomato juice)"

Den 13. november 2020 er lofi-duoen lil cat klar med singlen "i wanna die with you (tomato juice)". Læs mere om tankerne bag nummeret i dette interview med kæresteparret bag lil cat, Mads Vadsager og Cathrine van Leeuwen.

Hvad har inspireret jer til at skrive nummeret?

"Nummeret handler om det fantastiske ved at være kærestekedelig. Det er blevet ret moderne at have høj fart på i sit liv, og det at være “settled” har fået en meget negativ klang. Det har taget os noget tid, men vi føler, at vi er nået til et punkt, hvor vi har erkendt, at vi har det rigtig godt med at leve en helt nede på jorden “hr. & fru Danmark”-tilværelse sammen. Vi er begge to nogle vanedyr og er i virkeligheden nok to gamle pensionister fanget i nogle unge kroppe. Derfor havde vi brug for at skrive en hyldest til alt det kedelige, som vi elsker ved vores forhold."

Hvad ønsker I, at en lytter skal få ud af, at høre nummeret?

"Vi håber, at lytteren går med på sangens præmis og får lyst til at hvile i det liv, som de har mest lyst til at leve. Vi tror, at der er andre mennesker, der ligesom os hellere vil hygge sig derhjemme end at skulle ud og realisere sig selv påny hele tiden. Vi har bare en kultur, hvor man helst ikke skal blive alt for kedelig og tilfreds med det, man har. Det mener vi, at sangen gør op med, og forhåbentlig kan lytteren spejle sig i det budskab."

Hvordan hænger nummeret sammen med jeres nye projekt?

"Sangens budskab hænger tydeligt sammen med det, som vores projekt generelt handler om. Der er noget utrolig kikset ved “kæresteband”-konceptet, fordi man uundgåeligt bruger en masse tid sammen med sin kæreste. Men udover at være kærester er vi også hinandens bedste venner, og vi har det rigtig sjovt med at arbejde sammen, så trods fordommene har vi valgt at gøre det. Det er ingen hemmelig, at vi har været kærester i lang tid før, vi begyndte at lave musik sammen, og en af årsagerne har nok også været vores egen idé om, at man ikke skal blande parforhold og arbejde sammen. Det er bare noget bullshit, har vi fundet ud af."

Er der andet, som I synes er vigtigt at fremhæve ved nummeret?

"Vi er selv ret glade for, hvor “cute” nummeret er endt med at lyde. Vi var ret bevidste om at gøre produktionen skrabet og minimalistisk, da vi synes, at det klædte fortællingen, at den ikke skulle pakkes ind i en masse vilde lyde, men bare fremstå helt simpel (lidt ligesom vores forhold). Nummeret er baseret på en marimbafigur, der i sig selv lyder rigtig kikset, men som i sammenhængen giver en charme, som vi simpelthen ikke kunne stå for. Marimbaen føles derfor som det hele rigtige instrument til at bære nummeret."


  • Instagram
  • Facebook
  • YouTube
  • TikTok

© W.A.S. Entertainment 2021. All Rights Reserved.