• W.A.S. Entertainment

Silque: “Vi har været helt ude, hvor vi ikke kunne bunde”

Updated: Aug 17, 2020

Mød Silque. Et band, der var tæt på at knække men endte med at blomstre op og finde sammen igen. Den 18. september 2020 udkommer “Odyssey” - deres mest personlige og sammensatte album til dato.

Foto: Martin Fält


“Der er satme sket nogle ting inden for de sidste to år” - Lauge Heebøll, trommeslager i Silque, kigger over mod sine tre band-kammerater, Anders Friis (vokal), Mads Kieler (guitar) og Mathias Bust (bas) - de nikker bekræftende.


De seneste to år har Silque været i rivende udvikling - på godt og ondt. Debutalbummet Gloria (2017) og EP’en Red/Blue (2018) satte for alvor bandet på det musikalske landkort og kastede både omtale, radio airplay samt stærke liveshows af sig. Samtidig åbnede det dørene til den berygtede musikbranche med alle de fristelser, som følger med:

“Vi tænkte, nu skal vi erobre verden! Alt skulle være større og større og vildere og vildere. Man skulle være med til de rigtige fester og være den sidste der gik,” fortæller forsanger Anders Friis.


I takt med at singlen “Drive” roterede på landsdækkende radio i 2018, hobede festerne sig op med eksklusive afterparties og trendy natklub-besøg. For nogle af bandets medlemmer tog det overhånd. Branchefesterne gav et boost af selvtillid, hvilket hurtigt blev en flugtvej fra den angst, usikkerhed og ensomhed, som de tumlede med i hverdagen. Men at være den sidste tilbage på dansegulvet var i sidste ende med til at forstærke alle tre ting.


Den (u)endelige fest

For bandet er der ingen tvivl om, at det har været en periode præget af splittelse. Nogle forsvandt længere og længere ind i natten - andre tog afstand og blev på den måde ekskluderet fra resten af flokken. Fælles for dem alle var ensomheden, for selvtilliden var falsk, og festerne var ikke uendelige:


“Når man er i det føler man, at alle elsker en og man elsker selv alle. Men når man så tænker tilbage på det, har man jo nok været en af de allermest ensomme på det dansegulv. De andre tager tidligt hjem med de venner, de har. Du tager alene videre uden de venner, som er gået hjem.”


Det var en inderlig omsorg for hinanden, der i sidste ende fik bandet skubbet sammen igen. De fire drenge har kendt hinanden siden gymnasietiden, og, som i et årelangt ægteskab, lykkedes det for dem at få talt tingene igennem og komme videre sammen. Styrket i deres interne relationer.


Odyssey - et opgør med den tilbageskuende rockmusik

Odyssey er med sin grandiose titel et album, der behandler den rejse, bandets fire medlemmer har været på - både som band og som individer. Det indkapsler den modningsproces, som skulle til, for at Silque kunne blomstre op igen efter at havde været godt og grundigt nedtrampet:


“Nu er vi kommet dertil, hvor vi endelig kan snakke om de her ting. Vi har altid sagt, at vi bare er de her glade drenge fra Køge - men der gemmer sig altid noget.”


Opblomstringen kommer også til udtryk i produktionen af Odyssey. Væk er dén retro-æstetik, der dominerede debutalbummet Gloria. I stedet er der nu blevet givet plads til musikalske eksperimenter, synthesizers, trommemaskiner og manipulerede vokaler.


"Vi har omfavnet et bombastisk lydunivers, hvor vi har forsøgt at inkludere mange små detaljer, som kræver noget af lytteren. Samtidig har vi forsøgt at lave sange, hvor der er plads til, at musikken og tekstuniverset står i kontrast til hinanden. På den måde udstråler Odyssey alle de kaotiske tanker, følelser og processer i vores personlige liv, der har været til stede under tilblivelsen"


Sangen “You Fell in Love With a Lovesong’s” knitrende elektroniske outro leder tankerne hen på en sen rave-fest, mens album-åbneren Venus fanger lytteren ind med sit pulserende disko-omkvæd. Et album med et sammensat lydunivers, der bæres af forsanger Anders Friis’s stemme der veksler mellem det bløde, følsomme og det storladne.


“Odyssey” udkommer den 18. september 2020 via W.A.S. Entertainment, og singlen “Anticipation” udkommer den 21. august 2020.