SOÉL: »Jeg blev mindet om, at det egentlig ikke behøver at være så kompliceret at lave musik«

SOÉL har fundet ro i, at det er okay at lave ren popmusik. Det kommer blandt andet på baggrund af et møde med en ny producer og en genfunden tro på sin egen intuition.


Foto: Mads Siggaard


Sanger og sangskriver SOÉL har tidligere leget med forskellige genrer og faktisk haft svært ved at finde ro i den rendyrkede popmusik. Sådan er det ikke længere. Ændringen skete især, da hun en dag blev præsenteret for produceren Malthe Seierup:


»Da jeg mødte Malthe, som har produceret EP’en, så føltes det pludselig rigtigt igen. Jeg tror, jeg blev mindet om, at det egentlig ikke behøver at være så kompliceret at lave musik – specielt ikke når man laver pop, som jeg laver pop. Jeg fik en følelse af, at det er sådan, det skal lyde, og det er sådan det skal føles, at lave musik«, fortæller SOÉL.


Det er også denne følelse, som danner rammen for EP’en – følelsen af selvsikkerhed, der langsomt kom tilbage til SOÉL. Stille og roligt fik hun blod på tanden, og hun fik genopbygget troen på, at hendes egen mavefornemmelse var den rigtige. I stedet for hele tiden at overtænke sin musik, karrieren eller endda livet i det hele taget, begyndte SOÉL at stole på sin intuition.


Den indstilling var utrolig vigtig for SOÉL, der hidtil havde brugt en masse kræfter på at tilpasse sig musikbranchen og andre menneskers meninger om, hvem hun burde være som artist. I stedet fandt hun en ny ligetil tilgang til musikken, hvor hun fandt ro i at lave ren popmusik med det umiddelbare, opløftende og catchy i fokus. Det afspejler sig også i EP’ens titel, ‘Melomaniac’:


»’Melomaniac’ er et begreb, jeg faldt over i en eller anden online ordbog engang, og det beskriver, hvordan nogle mennesker kan blive særlig påvirket af musik og toner. Jeg har altid haft sindssygt svært ved at skrive tekster, fordi jeg aldrig rigtigt har lyttet så meget til dem. Men når jeg hører sange, så hører jeg melodier og reagerer vildt meget på dem. Det har ændret sig lidt i takt med min karriere, men jeg bliver stadig sindssygt påvirket af melodier og akkordsammensætninger. Det gør de fleste nok, men der er nogen, der lytter mere til teksterne i stedet for bare at mærke musikken«, forklarer SOÉL.


På den måde indkapsler udtrykket ‘Melomaniac’ ret godt de følelser, som ligger bag EP’en. For SOÉL går den direkte vej til følelsesregistret gennem forløsende pop-omkvæd, stærke melodier og jordnære tekster. Det handler om, at man skal kunne mærke musikken med det samme. Det er sådan popmusik skal føles i SOÉLs univers.


SOÉL udgiver debut-EP’en ‘Melomaniac’ d. 15. oktober via W.A.S. Entertainment.