SOÉL om ‘Twenty Too Many’

Den 24. september er Soél klar med anden single fra sin kommende EP ‘Melomaniac’. Singlen, ‘Twenty Too Many’ er en catchy popsang om at have dårlige vaner og for mange dårlige undskyldninger, og du kan læse mere om singlen i interviewet her.




































Cred: Mads Siggaard

Hvad har inspireret dig til at skrive nummeret?

»Jeg har altid lidt været typen, der har rigtig mange dumme vaner og tendenser. Jeg er eksempelvis en evig tidsoptimist og formår altid at komme for sent til aftaler, selvom jeg er begyndt at gøre mig klar et par timer i forvejen. Jeg har tendens til altid at blive fanget af et eller andet, som lige skal færdiggøres – og pludselig er jeg sent på den… igen«.

»Jeg har ikke tal på, hvor mange forskellige fitness- og yoga-abonnementer jeg har købt gennem tiden, som er gået til spilde. Jeg har så mange gode intentioner med alting, men mindst ligeså mange dårlige undskyldninger, for ikke liiige at kunne nå alt det jeg gerne vil«.

»Jeg gør dog virkelig mit bedste for at forbedre mig som menneske hele tiden, også når det kommer til min tidsregning. Desværre har jeg ikke helt knækket koden endnu, og ender derfor stadig med tit at komme enten for sent eller alt for tidligt. Det er virkelig a work in progress«.

»Grundlæggende er ‘Twenty Too Many’ inspireret af mine dårlige vaner, og jeg ønsker, med en lidt humoristisk vinkel, at indvie lytteren i mine ‘uperfekte’ sider, som jeg også tænker, at flere måske kan genkende fra sig selv«.

Hvad ønsker du, at en lytter skal få ud af at høre nummeret?

»Jeg håber, at lytteren kan genkende en lille smule af sig selv i nummeret og måske endda kan grine lidt af det. Jeg er i hvert fald selv nødt til at grine lidt af mine fejl og mangler og huske på ikke at tage mig selv så højtideligt. Derudover er sangen også blevet en slags reminder om, at det er vigtigt, at jeg arbejder med nogle af de ting, jeg ikke er så god til«.

Hvordan hænger nummeret sammen med dit nye projekt?

»Jamen hele tematikken omkring min EP ‘Melomaniac’ er faktisk bare følelser – hvor uoriginalt det end lyder. Jeg er et menneske, der føler alting ekstremt meget – både på godt og ondt. Nogle gange elsker jeg bare at græde igennem, selvom der ikke er en særlig årsag til det. På samme måde elsker jeg også at grine, især af mig selv. Jeg er lidt en klumpedumpe, og jeg ved godt, at jeg bestemt ikke er perfekt. På den måde passer den her sang perfekt ind, fordi jeg får sagt højt, at jeg er ret god til at have en masse undskyldninger klar, selvom jeg jo godt ved, at det er en dårlig vane«.